OK Mobil 1 Legend Car Cup – 16. juni 2023:

 

Årets sværeste bane venter OK Mobil 1 Legend Car Cuppen

Ring Djursland er vært for årets tredje mesterskabsrunde

 

Den er ikke blot Danmarks ældste asfaltbane. Den er også den sværeste. Ring Djursland er med sine store højdeforskellige og mange blinde kurver en udfordring for enhver racerkører, og den udfordring bliver ikke mindre, når man befinder sig midt i et stort felt. Og feltet i OK Mobil 1 Legend Car Cuppen bliver stort i den kommende weekend.

 


Hele 37 biler er tilmeldt OK Mobil 1 Legend Car Cuppen på Ring Djursland i weekenden.

 

Der er hele 37 tilmeldte i klassen, hvor Andreas Roelsen, Valby, vender tilbage og kører sit første løb i denne sæson, mens Theodor Jensen, Randers, får sin debut i klassen. Her skal teenageren i øvrigt i direkte konkurrence med sin far Kenneth Jensen, som er tidligere mester i OK Mobil 1 Legend Car Cuppen, og som i år er vendt tilbage til klassen på fuld tid.

 

Der er lagt op til mange tætte kampe på Ring Djursland, hvor der er stor jævnbyrdighed i alle de tre underklasser, som OK Mobil 1 Legend Car Cuppen er opdelt i.

 

Blandt de modne herrer i Masters-klassen har Lars Bohnensach Ebbesen, Varde, efter flere års dominans fået alvorlig modstand fra dels Dennis Ladefoged, Hylke, dels Dan Sørensen, Billund. Dennis Ladefoged har således fire ud af seks gange i år krydset målstregen som bedste Masters-kører, mens Lars Bohnensach Ebbesen dog fører tabellen an takket være hurtig og stabil kørsel.

 

I den nye klasse for kørere med den ældre 4-cylindrede motor er der lagt op til en ny hård duel mellem Anders Brødsgaard Straarup, Kolding, og Nils-Bo Riis, Jerslev. Anders Brødsgaard Straarup er en af sæsonens debutanter i klassen, men kommer med masser af erfaring fra 1600 Challenge-klassen, mens Nils-Bo Riis er i gang med sin anden sæson. Parret er meget jævnbyrdige, men kørere som Villy Fredebo Jørgensen, Padborg, og Mikkel Ryberg, Auning, er klar til at udfordre dem.

 

Forrest i feltet er der lagt op til en ny duel mellem de to fætre Kevin Verner og Joachim Lee Holmstoel, begge Silkeborg, men den tilbagevendende 2018-mester Michael Søvang Christensen, Grindsted, jagter målrettet på at slå dem og hente sin første sejr i denne sæson.

  

 

Motorsportsgøgler Morten Alstrup

 

Hit Counter