Prøv fremtidens sjoveste racerklasse på Jyllandsringen

Der arbejdes på højtryk for at etablere C1 Scandinavia på de danske og sydsvenske racerbaner i 2024. På tirsdag er der mulighed for at interesserede kan prøve bilen på FDM Jyllandsringen.
 
I udlandet har mesterskaber med de billige mikrobiler i flere år været populære. Nu er tiden inde til, at danskerne får en chance for at dyrke motorsport som en økonomisk overskuelig hobby:

 

- Der er mange, som gerne vil prøve kræfter med motorsport, men økonomien bliver hurtigt uoverskuelig. Med udgangspunkt i en brugt Citroën C1 og et simpelt ombygningskit kan man komme i gang med motorsport for markant færre penge end det hidtil er set, fortæller Per Bernd, indehaver af C1 Scandinavia. 
En brugt Citroën C1 kan findes for mellem 10-15.000 kroner uden afgift, og kan man selv montere bur, gevindundervogn og bremsekit, kan den færdige bil stå løbsklar for omkring 60.000 kroner.
Der sigtes efter en 2024-sæson med fire løb på otte timer. Løbene køres på baner i Danmark og Sydsverige og hvert løb afvikles på en enkelt dag for at holde omkostningerne helt i bund. Med tre eller fire kørere til at dele udgifterne er prisen i den overskuelige ende.
 


Med bilerne er der desuden masser af muligheder for at deltage i store 24 timers-løb på eksempelvis Spa-Francorchamps, Portimaõ og Silverstone.
- Motorsport er sjovt, og i en C1 kan du komme i gang med at nyde sporten for et meget lavt beløb. Det er mit håb, at C1 Scandinavia kan blive et sted, hvor nye kørere trygt kan starte i sporten - og måske på sigt tage skridtet til større og hurtigere klasser, siger Per Bernd, som dog lægger vægt på at C1 Scandinavia handler om at have det sjovt med sporten:
- Der er masser af steder, du kan give den gas i et stærkt konkurrerende miljø. Vi ønsker at lave noget, hvor fokus er på at lave sjove og hyggelige oplevelser til en overskuelig pris.
Prøv en race-ready C1 på FDM Jyllandsringen
Har du lyst til at opleve hvordan en C1-racer klarer sig rundt på FDM Jyllandsringen? Tirsdag den 4. juli fra klokken 10-15 kan du for 500 kroner testkøre en bil, som er klargjort efter det tekniske reglement, der ligger til grund for mesterskabet.
 
De 500 kroner refunderes ved tilmelding til C1 Scandinavia's 2024-sæson.
 
Tilmelding foregår til Per Bernd på telefon 5380 1093 eller email info@bmsport.dk.
 
C1 Scandinavia
 
Foto: MHPic & BM Sport

Kim Gripping

 

 

Hit Counter