Eilertsen
snublende tæt på dobbelt pokalweekend
Henrik Eilertsen var snublende tæt på at
kunne tage to pokaler med hjem fra den 5. afdeling af OK Mobil 1
Legend Car Cup 2023.
Løbsweekenden blev kørt i forbindelse med
Night Race eventen på Padborg Park, hvor det ene af de tre løb
blev kørt efter mørkets frembrud.
Teamet fra Espergærde var til start på den
sønderjyske bane for anden gang i år, efter sæsonen blev åbnet
på selv samme i april måned.
Eilertsen kom til weekenden som 4’er i
Masters mesterskabet, hvor målet var at skabe større afstand til
kørerne på de efterfølgende pladser, og komme nærmere på
Top-3.
Foto:
JJ Media
Løbsweekenden startede allerede fredag
morgen, med 20 minutters fri træning på banen. Henrik kørte sig
til en tid, nogenlunde midt i det 35 bils store felt – P16. Det
skulle han forsøge at forbedre lige over middag, da
kvalifikationen skulle køres.
Det lykkedes at forbedre omgangstiden med
over et halvt sekund, men konkurrenterne omkring ham fandt også
ekstra tid, så det blev til 16. hurtigste tid af alle.
Det specielle i Legend Car serien, er at man
allerede vender rundt på feltet efter kvalifikationen. Så det
betød 5. startposition på gridden.
Det blev til en rigtig fin start, hvor han
var oppe på 4. pladsen efter den første omgang. Det var kun den
første af i alt 13 intense omgange, hvor der virkelig blev kæmpet
hårdt. På et tidspunkt kom der en hel bisværm af konkurrenter,
hvor der blev forsøgt overhalet både udenom og indenom – og så
var det ellers bare at holde sig fri af alt for meget nærkontakt.
Så selvom det kostede nogle placeringer,
kunne en tilfreds Eilertsen krydse målstregen som 3’er i
Masters, og på en generel 12. plads, og dermed var weekendens første
pokal kørt i hus.
Foto:
JJ Media
Der skulle ventes næsten 24 timer, inden
weekendens andet heat skulle køres.
Her startede den blå Legend Cup racer med
startnummer 69 på døren fra 14. startposition. Heatet blev noget
rodet, med Safety Car allerede på den første omgang. Da løbet
endelig blev givet frit igen, var der kun 5 minutter tilbage på
uret. Eilertsen endte et sted i feltet, hvor de nærmeste Masters
kørere fik slået et lille hul til ham, og fik hele 6 andre kørere
imellem sig – så et avancement på en enkelt placering, betød
ikke noget egentlig avancement.
Så løbet blev kørt i mål på en generel
16. plads, og som 4. bedste Masters kører.
For første gang skulle OK Mobil 1 Legend Car
Cup deltage i Gridshow, hvor tilskuerne havde mulighed for at
komme helt tæt på bilerne og kørerne, og få en autograf med
hjem, såfremt de ønskede det. Det var et super tiltag, og der
var rigtig mange forbi bilen, til en lille snak, og et lille minde
til opslagstavlen.
Foto:
JJ Media
Solen var gået ned for længst, da heat 3
blev kørt 20.55 lørdag aften. Derfor var der også sat lys på
raceren, og endda dekoreret lidt ekstra med blå farver, så den
skilte sig ud fra mængden.
Henrik fik en rigtig fin start fra 15.
startposition, og vandt hurtigt nogle placeringer. Så selvom dåbsattesten
er udskrevet for mere end 50 år siden, var nattesynet så absolut
i behold.
Han lå på 3. pladsen blandt Masters kørerne,
med et rigtig fint forspring til køreren på 4. pladsen, og
alting så komfortabelt ud.
På vej ud på langsiden, lød der dog et
ordentligt skrald, og bilen begyndte at ryste helt vildt fra
bagenden. Selvom der kun var to omgange tilbage, turde Eilertsen
ikke andet end at køre i pit. Den første analyse er et defekt
bagtøj, og var han kørt videre med det, kunne det være endte
rigtig grimt og dyrt, hvis det pludselig var helt knækket eller
blokeret på en af banens langsider.
Så fra at være helt oppe i skyerne over
egne præstationer i mørket, røg han i stedet helt i kulkælderen,
med kun en beskeden pointhøst til følge.
Med weekendens resultater indtager han
fortsat 4. pladsen i mesterskabsstillingen for Masters kørere.
Foto:
JJ Media
Der er stadig mulighed for avancement, når
finaleweekenden skal køres på Padborg Park den 7.-8. oktober
2023. Men det ville have været rart at have to pokaler med hjem i
lastbilen, og ikke mindst den ekstra pointhøst.
Skulle man have lyst til at se eller gense
weekendens kørsel på Padborg Park, kan det findes på: https://www.youtube.com/@DanskMotorsportLive
Team
Eilertsen Racing
JJ
Media
|