Spændingen
bibeholdt i Yokohama SuperCup
Spændingen i Yokohama
SuperCup er bibeholdt, hvis endda ikke forøget, efter den 4.
afdeling af 2022 mesterskabet.
Desværre var der kun 7 kørere,
som havde taget turen til Padborg Park til Night Race, da
banetiden skulle deles med Special Saloon Car, hvilket kostede os
omkring en håndfuld kørere, der havde dårlige erfaringer med
tidligere samkørsler med netop den klasse. Men det var et valg
fra banen, for at få deres tidsplan til at hænge sammen.
Oliver Rømer (31), Martin Sørensen (181), og Simon Birch (53)
duellerede tæt gennem weekendens 3 heats. Foto:
JJ Media
Martin Sørensen kom til
weekenden som mesterskabsførende, men Oliver Rømer var kun få
point fra ham i det generelle mesterskab.
Det var dog ingen af de
to, som var hurtigst i fredagens kvalifikation. Simon Birch tog sæsonens
3. Pole Position, foran Oliver Rømer og Martin Sørensen. Der var
dog to kørere, som ikke fik sat nogle konkurrencedygtige tider. Både
Simon Seiersen og Jeff Nigel Lyngø-Grosen endte kvalifikationen før
tid i sandkassen. Det udløste en Safety Car periode, hvilket
kostede små 7 minutters køretid – men så måtte de andre kørere
bare skynde sig lidt mere, med at få sat en tid, i løbet af de
20 minutter.
Jeff Nigel Lyngø-Grosen døjede med bremseproblemer gennem hele
weekenden, men han mener at have fundet problemet nu, så det forhåbentlig
er løst til den næste løbsweekend. Foto:
JJ Media
Det første heat skulle køres
allerede fredag eftermiddag. Modsat de normale Yokohama SuperCup
afdelinger, skulle der laves rullestart modsat stående starter.
Her ramte Rømer den perfekte start, og tog føringen af løbet,
rundt i Sving 1. Der kom dog hurtigt Safety Car, da en SSC bil var
kørt i gruset, og skulle trækkes fri.
Da løbet blev frigivet
igen, kom Rømer med det samme under pres, og en halv omgang
senere var både Simon Birch og Martin Sørensen smuttet forbi.
Det lykkedes dog Rømer at kæmpe sig tilbage på P2, mens Birch
tog sejren, og Sørensen sluttede treer.
Blandt Yokohama SuperCup
200 kørerne vandt Peter Obel foran Jeff Nigel Lyngø-Grosen. Den
sidstnævnte døjede dog med bremseproblemer, så der reelt ikke
var den helt store kamp mellem de to, men ren overlevelse og
dertilhørende pointhøst for Lyngø-Grosen.
Vinklen som alle konkurrenterne så Simon Birch fra gennem størstedelen
af weekenden. Han nærmer sig stille og roligt de to førende i
mesterskabet, og såfremt han vinder sæsonens resterende 6 heats,
kan konkurrenterne intet stille op, uanset hvordan de slutter bag
ham. Foto: JJ Media
Herefter havde holdene næsten
24 timers ventetid, inden der skulle køres løb lørdag
eftermiddag. Som sædvanligt blev der vendt rundt på top-8
bilerne, og derfor skulle Mathias Dall starte forrest, foran Jeff
Nigel Lyngø-Grosen. Mens Jeff hurtigt faldt tilbage i den lidt
mindre motoriserede VW Polo GTi, gik der et par omgange inden Dall
måtte overgive sig. Her var Simon Birch første mand til at
overhale, efterfulgt af Simon Seiersen. Oliver Rømer og Martin Sørensen
var igen i tæt duel, og de skiftedes til at køre forrest i deres
interne dyst omkring P3 – men det var Sørensen som passerede målstregen
på 3. pladsen.
Oliver Rømer var igen med helt fremme, og hentede pointmæssigt
ind på Martin Sørensen i mesterskabet. Foto:
JJ Media
Desværre måtte Peter
Obel udgå med en defekt styrekugle, hvilket udløste en Safety
Car, da hans bil skulle trækkes i sikkerhed. Det betød at Jeff
Nigel Lyngø-Grosen kunne køre førstepladsen hjem i Yokohama
SuperCup 200.
Til Heat 3 skulle Peter
Obel starte fra Pole, foran Jeff Nigel Lyngø-Grosen. Her var
Martin Sørensen fra 4. startposition dog første mand i Sving 1,
med Oliver Rømer lige bagved. Simon Birch fik dog kæmpet sig
frem i feltet, og efter 5 omgange, var han den forreste kører i
Yokohama SuperCup feltet.
Mathias Dall fik kørt en masse omgange i sin nye Renault Clio V
Cup, og fik en masse nyttig viden i sin asfaltbanedebut. Foto:
JJ Media
Igen kæmpede Sørensen og
Rømer hårdt om pladserne, mens Simon Seiersen også kæmpede med
gennem de første omgange. Der gik dog lidt knas i den, da nogle
meget hurtigere SSC superbiler skulle overhale, og der var
kontakt, så Seiersen endte hårdt i autoværnet. Omgangen efter
var der lidt knas mellem Sørensen den samme gruppe biler, men det
lykkedes ham at holde bilen på asfalten.
Simon Birch kørte
weekendens 3. sejr hjem, mens Sørensen måtte afgive 2. pladsen
til Rømer på allersidste omgang.
Simon Seiersens weekend sluttede desværre brat i heat 3, men
havde haft rigtig god fart indtil da gennem heat 1 og 2. Foto:
JJ Media
Jeff Nigel Lyngø-Grosen
tog weekendens anden sejr i Yokohama SuperCup 200, mens Peter Obel
primært havde fokus på at gennemføre.
Det betød nemlig at Obel
kunne kalde sig Oldboysmester 2022, da ingen af konkurrenterne længere
vil kunne hente ham.
Peter Obel har allerede sikret sig Oldboysmesterskabet 2022, med
to afdelinger tilbage. Foto: JJ
Media
Obel er fortsat førende i
Yokohama SuperCup 200, mens Jeff Nigel Lyngø-Grosen er rykket
frem på andenpladsen, og med Claus Møller Jensen på 3. pladsen.
I det generelle mesterskab
er Martin Sørensen fortsat førende, men efter at have været 3
point foran, 1 point foran, og 3 point foran, sluttede han
weekenden med at være et point foran Oliver Rømer, mens Simon
Birch er rykket frem på 3. pladsen i mesterskabet, foran Simon
Seiersen.
Martin Sørensen holder fast i mesterskabsføringen, men er hårdt
presset af Oliver Rømer, plus Simon Birch som nærmer sig med
hastige skridt. Foto: JJ Media
Den næste afdeling af
Yokohama SuperCup køres den 8.-9. oktober på FDM Jyllandsringen,
hvor klassen igen er sikret alenekørsel, hvilket forhåbentlig
også giver et deltagerfelt i normal størrelse igen
Kørerforeningen
Gruppe N National SuperCup
JJ
Media
|