Classic Race Aarhus er populær og efterspurgt.  Første race-klasse er allerede udsolgt!
På rekordtid har Classic Race Aarhus fyldt den første løbs-klasse til dette års racefestival. Den populære 1971-klasse er nu udsolgt.

Det er nærmest som om racerkørerne har siddet og ventet klar ved tastaturet på, at der blev åbnet for løbstilmeldingen til dette års Classic Race Aarhus. På under en måned er er den første løbsklasse nu udsolgt. I alt 40 biler i 1971-klassen er allerede næsten fire måneder før løbet meldt klar til Nordeuropas bedste racefestival.

-  Det er gået enormt hurtigt og det er svært at få armene ned.  I det hele taget så oplever vi i år en enorm interesse for Classic Race Aarhus. Ikke kun fra kørerne, men også fra publikum og de mange virksomheder som har valgt at købe et firma-arrangement hos os, så det er vi meget glade for, oplyser direktør for Classic Race Aarhus, Mike Legarth.

Der køres i alt 11 forskellige race-klasser til Classic Race Aarhus, hvor man blandt andet kan opleve Formel 1 racere, tyske DTM klassikere og biler helt tilbage fra 1930’erne. Feltet af 71-racere, der består af biler fra 1971 eller tidligere, er et af de mest populære i dansk historisk motorsport.

Her kæmper alle mod alle, uanset om bilerne er over eller under 1300 ccm.  Især Porsche, Ford, BMW og Alfa Romeo skaber altid spænding om resultatet og der bliver med garanti kørt et meget tæt race, så der er garanti for underholdende race i denne klasse.

- Det ser også rigtig godt ud i de øvrige klasser. Youngtimer-klassen er ved at være fyldt op og 76-80’er klassen er også godt med, så man skal til at komme i omdrejninger, hvis man skal nå at være med til årets udgave af Classic Race Aarhus,  lyder det fra Mike Legarth.

Fakta:
Classic Race Aarhus er en non-profit organisation og  overskuddet går til at skabe bedre trafiksikkerhed for børn.  Racefestivalen er to gange blevet udnævnt til Årets Motorsports Event i Danmark. Flere end 750 frivillige hjælper til før, under og efter løbet.  I 2016 blev Classic Race Aarhus overværet af flere end 40.000 tilskuere. Løbet bliver afholdt for ottende  gang i weekenden 19. – 21. maj 2017.