Kæmpe YTCC felt til 3. afdeling

 Af JJ Media

Youngtimer Touring Car Challenge, eller bare i daglig tale YTCC, kører deres 3. tællende afdeling af årets mesterskab denne weekend.

Ring Djursland ligger asfalt til hele 49 kørere fordelt på de 3 Divisioner, som er klar til at levere 3 heats med masser af action som sædvanligt.

Eller det vil jo faktisk sige 6 heats, da feltet er delt op, så de hurtigste biler, Division 1, kører for sig selv, mens heat 2 og 3 deles om banen.

For lige at opsummere, så køres YTCC i 3 divisioner, hvor man nemt kan kende forskel, hvis man kigger på nummertavlerne.

De hurtigste biler – Division 1 – har alle startnumre mellem 100 og 199

Division 2 har startnumre mellem 200 og 299

Division 3 har startnumre mellem 300 og 399

 
 Mick Søgaard (168) fører Division 1 an – her ses han foran Erik Holgersen (104) og Torben Nielsen (151). 
Foto: JJ Media

 YTCC kørerne har haft travlt siden sæsonstarten for 6 uger siden på Padborg Park. Weekenden efter var de allerede i gang igen på FDM Jyllandsringen, og blot 2 uger senere var 38 af kørerne en tur mellem betonklodserne i Århus i forbindelse med CRAA.

 Heldigvis har kørerne i klassen været forskånet for de helt store mekaniske problemer, så derfor ser vi allerede nu så stort et felt.

Aktuelt fører Mick Søgaard Division 1 an, foran Tommy Dam Kieffer og Sebastian Petersen.

Division 2 har Steffen Alsing Jørgensen i front, efterfulgt af Martin Sørensen og Ole Sondrup.

Michael Nymark fører suverænt Division 3, efter 4 ud af 6 mulige heatsejre i år, mens Ole Knudsen ligger 2’er og Peder Skipper 3’er.

Disse 9 kørere er alle klar til at kæmpe om flere mesterskabspoint og pokaler denne weekend, mod 40 andre i feltet.

Tidsplanen er som følger (med forbehold for ændringer):

Lørdag
10:05-10:25 Tidtagning YT 1
10.30-10.55 Tidtagning YT 2
11.00-11.20 Tidtagning YT 3 
12.55-13.15 Heat 1 YT 1
13.45-14.05 Heat 1 YT 2+3
16.05-16.25 Heat 2 YT 1

Søndag
09.00-09.20 Heat 2 YT 2+3
10.55-11.15 Heat 3 YT 2+3
11.20-11.40 Heat 3 YT 1 

Vi håber at mange vil kigge forbi den kuperede bane, og se en masse godt ræs fra ikke mindst YTCC, men også DTC og de mange andre klasser, som også kører denne weekend.

Kørerforeningen YTCC
Youngtimer Touring Car Challenge