Lige ved og næsten for Casper Pilgaard.

 Af  JJ Media

Det blev lige ved og næsten for Casper Pilgaard, da den 3. afdeling af Formel 4 mesterskabet blev kørt på Padborg Park.

Den 19 årige racerkører fra Ryomgård har ikke haft den nemmeste start på sæsonen, med hele 2 uforskyldte luftture i løbet af de to første løbsweekender. Så udover at holde alle 4 hjul på asfalten gennem hele weekenden, var målet også at avancere i mesterskabsstillingen, hen imod titlen som DIF Danmarksmesterskabet.

Weekenden startede med 20 minutters træning lørdag formiddag. Det blev årets første officielle kørsel på regndæk, da banen var sjasket til i regn. Her blev det til en forsigtig start for Casper, hvor han satte 5. hurtigste tid i Formel 4 feltet. Der var ikke nogen grund til at presse materiellet alt for hårdt, da vejrudsigten for resten af weekenden meldte tørvejr, og så ville det være dumt at ødelægge bilen i regnvejret.

 

2 timer senere var det tid til kvalifikationen. Casper lagde forsigtigt ud, for lige at få den første tørvejrsføling med banen, men efter hurtigt besøg hos mekanikerne i pitten, var det tid til at sætte de hurtige tider. Der kom en hel stribe gode tider fra Casper, og da de 20 minutters kvalifikation var kørt, kunne der noteres en 5. startposition til ham.

Alle racerkørere vil jo gerne helt frem, hvor man kan begynde at snakke med om pokalerne, så FSP teamet gik i gang med at lave nogle småjusteringer på bilen, forud for eftermiddagens heat 1, i håbet om at finde lidt mere fart i bilen.

Da de 5 røde lamper gik ud, blev der kæmpet alt hvad remmer og tøjler kunne holde til. Casper forsøgte virkelig alt på at komme længere op i feltet. Alle bilerne i Formel 4 feltet er helt ens, så det er op til køreren og opsætningen af bilen, hvis man skal frem i feltet. Men det betyder også at det kan være utroligt svært at overhale. FSP teamets justeringer på bilen var helt klart et skridt i den rigtige retning, da Caspers omgangstider var hurtigere end i kvalifikationen, samtidig med at flere af konkurrenterne kørte langsommere. Da de 16 omganges racerløb var kørt, var det på en lidt irriterende 5. plads at Casper krydsede målstregen – med mindre end et sekund til 3. pladsen. Selv om han var hurtigere end både manden på 3. og 4. pladsen, var marginalerne ikke på hans side.

Men søndag var en ny dag med 2 løb, og så måtte man bare prøve til igen.

Dagen startede med 15 minutters Warm Up, hvor alle holdene lige kunne prøve bilerne af en sidste gang, inden de to tællende heat. Her blev det til 4. hurtigste tids for Casper, så det var helt klart et skridt i den rigtige retning.

 

Men da resultatet for heat 1 samtidig giver startplaceringen til heat 2, var det altså fra 5. position at løbet skulle startes.

Igen var der masser af kamp rundt på den første omgang, og selv om Casper forsøgte at avancere gennem de første sving, endte det med at han måtte trække frontvingen til sig igen, for ikke at få den kørt af. Det blev til 16 omgange, hvor der blev prøvet og prøvet. For enden af langsiden kunne den unge kører fra Ryomgård udbremse flere af konkurrenterne, men så kom de forbi igen kort tid efter. Han forsøgte ihærdigt, på hver eneste omgang, men alligevel endte det med en 5. plads som slutresultatet.

Til heat 3 starter man efter kørernes næstbedste tid i kvalifikationen, og det betød at Casper skulle starte 4’er.

Taktikken var igen at holde snuden fri af skader, men det lykkedes ikke helt, på vej mod første sving. En konkurrent kom lidt for tæt på, og det kostede en lettere bøjet frontvinge samt den yderste del af snuden på bilen.

Om det var fordi at det var sidste løb inden sommerferien, skal vi lade være usagt, men konkurrenterne havde virkelig fundet de spidse albuer frem. Så på et tidspunkt lå der fire Formel 4 og kørte nærmest side om side rundt igennem svingene. På det tidspunkt valgte Casper den sikre løsning og lige trække sig lidt tilbage og lade de andre slås. Og den taktik skulle hurtigt vise sig at være rigtig, da det kom til sammenstød blandt kørerne foran ham.

Derved så det ud til at der kunne køres en 4. plads hjem. Men endnu en gang svigtede heldet for Casper Pilgaard. Imod afslutningen af løbet smutter først en kører forbi, og i en kamp henover målstregen, får en anden konkurrent lige snuden over 0,024 sekund før Casper, som endda må undvige ud på græsset efter målstregen, for at det ikke kom til kollision.

 

Det var lidt træls at miste 4 point i afslutningen på et ellers klogt kørt løb, men sådan er racerløb nogle gange.

Derfor er det heller ikke sjov læsning, når man kigger på pointstillingen. Aktuelt indtager Casper Pilgaard en 6. plads i Formel 4 mesterskabet, men der er mindre end pointene fra en løbssejr op til 3. pladsen, så alt er muligt endnu.

Nu er der små 2 måneder til næste løb, som skal køres 18.-20. august på FDM Jyllandsringen. Inden da skal Pilgaard Motorsport og FSP teamet ud at have testet bilen igen, for at se om de kan finde de sidste brøkdele af et sekund til de allerhurtigste i klassen, så der kan begynde at komme pokaler med hjem til Ryomgård igen i efterårssæsonen.

Pilgaard Motorsport