Nicolai Sylvest sikrer sig ny kontrakt i det tyske GT-mesterskab

Jesper Sylvest

 

Også i år skal Nicolai Sylvest deltage i den store tyske ADAC GT Masters Serie. Det ligger fast, efter at den 20-årige Jægerspris-kører har skrevet kontrakt med det tyske Team Zakspeed BKK Mobil Oil Racing om at køre i en af teamets to Mercedes-Benz AMG GT3-biler i løbsserien.

 

”Det bliver dejligt igen at skulle køre for teamet,” fortæller Nicolai Sylvest. ”Jeg havde en række starter for Team Zakspeed i deres Mercedes AMG GT3 i 2016 og sidste år kørte jeg en fuld sæson for teamet. Det kommer jeg heldigvis også til at gøre i år. Jeg er meget stolt og glad for, at jeg har fået denne her chance for igen at kunne fortsætte min karriere på højeste plan, så mit mål om at blive professionel racerkører forhåbentlig snart vil lykkes.”

 

Kontrakten blev sikret af det unge Team Danmark-talent i sidste øjeblik. For bare 14 dage siden så det næsten håbløst ud grundet manglende sponsorer, men ugen før påske blev Nicolai Sylvest kontaktet af Team Zakspeed med henblik på at køre den officielle ADAC GT Masters-test på Motorsport Arena Oschersleben. ”Umiddelbart ville den eneste åbning være som reservekører, men som ægte racerkører siger man naturligvis ikke nej. Det gælder bare om at få så meget køretid som muligt og få banket lidt af rusten af, da det er næsten seks måneder siden, jeg sidst havde siddet i bilen,” siger Nicolai Sylvest.

 

Men han var absolut ikke rusten. Han havde besluttet sig for at køre på banen og vise sit fulde værd, og det gjorde han. Efter de to dages test havde Nicolai Sylvest sat den hurtigste tid af alle 36 biler og 72 kørere, hvoraf flere endda var fabrikskørere. Afstanden til nummer to var på to tiendedele af et sekund.

 

”Efter testen blev jeg tilbudt en kontrakt på yderste fordelagtige vilkår, og med hjælp af dels teamets, dels mine egne sponsorer lykkedes det i sidste øjeblik at sikre min sæson. Det skylder jeg dem en stor tak for,” udtaler en stolt og glad Nicolai Sylvest.

 

Hans nye medkører bliver den 20-årige tysker Kim-Luis Schramm, som har mange års erfaring fra formelsporten, og som nu tager det store spring op til GT3-bilerne og ADAC GT Masters Serien. Løbsserien køres over syv weekender, hvor der hver weekend er to løb, og løbsserien køres på fire af de største baner i Tyskland, heriblandt Formel 1-baner som Hockenheim og Nurburgring. Herudover er der også løb på den østrigske Formel 1-bane Red Bull Ring, Autodrom Most i Tjekkiet samt Zandvoort-banen i Holland.

 

Første løb køres på Motorsport Arena Oschersleben, som ligger mellem Hannover og Berlin i weekenden den 13.-15. april. Løbet kan følges live på www.adac-gt-masters.de.