Kompakt men tæt Norgesløb for YTCC

Det var et kompakt men meget tæt felt, da YTCC var taget til Norge.

 Af JJ Media

Afdelingen var ikke tællende til DASU mesterskaberne, men var i stedet tællende til Nordic Cup, der køres på en serie af danske, svenske og norske baner.

Der var allerede lidt ekstra købetræning for kørerne gennem fredagen, mens det officielle YTCC program startede lørdag formiddag med kvalifikation.

Bent Dyhre Hansen var den hurtigste mand i Division 1 foran holdkammeraten Tommy Dam Kieffer, mens Henrik Have Jakobsen havde kørt sig til 3. startposition.

Division 2 havde vi Kim König som den hurtigste mand foran Ole Sondrup og Søren Christensen

Kenneth Engelberg Olsen slog konkurrenterne i Division 3, med Erik Nielsen og Ole Knudsen på de næste placeringer.

 
 Bent Dyhre Hansen var flyvende gennem hele weekenden, uanset om asfalten var tør eller våd.

Mens kvalifikationen var blevet kørt i tørvejr, skiftede vejret til løb 1 lørdag eftermiddag, hvor der var kraftig regn på banen.

Det gav ekstra udfordringer for kørerne, der alle sammen måtte på regndæk.

Der var forskellig taktik – og nok også kørerevner – hos de forskellige kørere. Løbets vinder Bent Dyhre Hansen satte sin bedste omgang på første komplette omgang. Arne Hansen i Division 2 gjorde præcis det samme, og endte udover sejren i Division 2, faktisk med at slutte 2’er generelt. Chris Leonhard havde en forsigtig start på løbet, men fik kørt sig op på den generelle 3. plads og ikke mindst andenpladsen i Division 2. Sebastian Petersen fik kørt sig ind på 3. pladsen, i en lånt BMW E36, da hans Toyota Supra var blevet hjemme i Danmark i denne omgang.

Tilbage i Division vandt Arne Hansen som sagt, mens Henrik Have Jakobsen sluttede få billængder foran Ole Sondrup.

Regnvejr var lige noget der passede Ole Knudsen i Division 3, så den orange Peugeot 106 GTI fik kørt sejren hjem med pæn margin til Erik Nielsen. Kenneth Engelberg Olsen måtte desværre udgå allerede på første omgang, og det var det sidste som vi så til ham denne weekend. Så er der altså langt hjem fra Norge.

 
Regnen drillede Kim König, men han fik styr på konkurrenterne til sidst i heat 3.

Heat 2 søndag formiddag var det blevet tørvejr igen.

Der var dramatik i Sving 1 da Thomas Bakke i Division 2 spandt rundt på egen hånd, men heldigvis undgik han at blive ramt af konkurrenterne.

Ole Sondrup lagde sig hurtigt i front af Division 2, og holdt den hele vejen til målflaget, foran Kim König og Søren Christensen. Tørvejr var noget som de 3 kørere kunne lide, mens de havde haft lidt problemer i lørdagens regn. Især Christensen og König leverede et flot racerløb, hvor König fik kæmpet sig forbi på allersidste omgang i heatet, på vej ned over Angsten, som er det utroligt hurtige sving, hvor bilerne kører ned af bakke og rammer 200 km/t blandt de hurtigste.

I Division 3 var det desværre kun Ole Knudsen der så målflaget, da Erik Nielsen måtte udgå på 4. omgang med mekanisk defekt.

Bent Dyhre Hansen stak af i front af Division 1, og ingen så hans bagkofanger igen, inden at bilerne holdt parkeret i Parc Ferme efter løbet. Tommy Dam Kieffer havde haft problemer med en dugget forrude i heat 1, men med klart udsyn fik han kørt andenpladsen hjem foran Chris Leonhard.

 
 Ole Knudsen satte konkurrenterne på plads i både heat 1 og 2, og var blot 0,446 sekund fra sejr i heat 3.

Der var også solskin til heat 3 søndag eftermiddag.

Tommy Dam Kieffer fik startet med en masse hjulspin fra anden startposition, hvilket gjorde at han faldt tilbage i feltet allerede inden Sving 1. Han fik dog hurtigt kørt sig tilbage igen, men kunne slet ikke hente Bent Dyhre Hansen, som var flyvende denne weekend og tog weekendens 3. sejr ud af 3 mulige. Chris Leonhard fik kørt en flot 3. plads hjem, i den kridhvide BMW M3 E46. Henrik Have Jakobsen fik klassens eneste ikke-BMW kørt ind på 4. pladsen.

I Division to vandt Kim König foran Ole Sondrup, der lavede en fejl på løbets sidste omgang, efter en tæt duel gennem størstedelen af løbet. Thomas Bakke fik 3. pladsen kørt hjem, efter først at have lagt i kamp med Arne Hansen og sidenhen Søren Christensen.

I Division 3 vandt Erik Nielsen, med Ole Knudsen helt oppe bagved sig. De to havde en utrolig intens fight gennem løbet, hvor der sjældent var mere end et halvt sekund imellem de to biler.

YTCC er tilbage på dansk jord, og for fuld kraft den 8. og 9. september, når der køres på Ring Djursland. Det er traditionelt set årets største løb deltagermæssigt, så det håber vi selvfølgelig på igen i år.

Kørerforeningen YTCC
Youngtimer Touring Car Challenge