Kampen om Danish Endurance Championship genoptages
Padborg Park lægger asfalt til årets femte og sjette mesterskabsløb

 Af Morten Alstrup

Efter godt to og en halv måneders pause kommer der nu gang i Danish Endurance Championship igen. Det sker ved weekendens Nightrace på Padborg Park, hvor der såvel lørdag som søndag skal køres race med de obligatoriske pitstops og kørerskifte.

Denne gang er intet mindre end 25 biler tilmeldt Danish Endurance Championship, hvor afviklingsformatet bliver lidt anderledes end normalt. Det første af de to løb varer nemlig ikke de normale 60 minutter, men går derimod over 40 minutter, da dette løb skal køres lørdag aften inden de afsluttende løb for Formel 4, OK Mobil 1 Legend Car Cup og OK Mobil 1 Danish Supertourisme Turbo. Weekendens andet løb køres søndag eftermiddag, og her vil varigheden være 60 minutter.

Feltet i Danish Endurance Championship består traditionelt af et mix mellem standard- og sportsvogne, men denne gang vil en helt anderledes type racervogn få sin debut i klassen.

”Jeg har besluttet mig for at tilmelde min Legend-racer til DEC-løbene,” fortæller Kim Schmidt Petersen, som skal dele sin bil med Alex Rundberg. ”Vi synes, at det kunne være sjovt at udfordre de andre hold i DEC med noget utraditionelt.”

Årets Danish Endurance Championships afvikles over ti løb, og da weekendens løb er henholdsvis nummer fem og seks i rækken, er alt åbent. Dels i de fire divisioner, bilerne er inddelt i, dels i kampen om distancepokalen, som ved årets afslutning uddeles til det team, der har tilbagelagt den længste distance. Forud for Nightrace er det Team Padborg Park-duoen Christian Lystoft og Sander Steffensen, som i teamets røde Mitjet-prototype har tilbagelagt den længste distance med 433,3 kilometer, men forspringet kan næsten ikke være mindre. På andenpladsen finder man nemlig UP Motorsports BMW Z4, hvor de to gange Michael med efternavnene Skipper og Vesthave har tilbagelagt 430,1 kilometer. Og de 3,2 kilometers forskel mellem de to hold svarer til blot halvanden omgang på Padborg Park!

 
Både lørdag og søndag bliver der løb for Danish Endurance Championship på Padborg Park (foto: Morten Alstrup).