Første gensyn i 2018 for Rømer

JJ Media

Den 3. afdeling af Yokohama 1600 Challenge 2018, bliver det første gensyn for Oliver Rømer.

Den 21 årige racerkører fra Stege deltager nemlig i sin første sæson i asfaltbanesporten, efter adskillige sæsoner i gokart. Der er kommet masser af læring, og ikke mindst kilometer på kontoen i 2018, og derfor er det rart, endeligt at vende tilbage til en velkendt bane

Det er sønderjyske Padborg Park, der ligger asfalt til denne afdeling, ligesom den gjorde ved åbningsløbet for to måneder siden.

 

Den hvide og røde Peugeot 207 med nummer 31 i sideruden har stille og roligt fundet mere og mere fart, og ved det seneste løb på FDM Jyllandsringen var den unge kører endda ved at nærme sig top 5, da en gearforbindelse hoppede af, og han måtte trække ind til siden og udgå. Dermed har han bevist at han kan være med helt oppe foran, når det virkelig gælder.

Aktuelt indtager han en 4. plads i Rookiemesterskabet, som er for helt nye kørere, der ikke tidligere har deltaget i asfaltbaneløb. Såfremt at han viser samme form igen denne weekend, er der rigtig gode muligheder for avancement i både det mesterskab, men også i det generelle DIF Danmarksmesterskab.

Men der er absolut intet der er selvskrevet, i den utrolig tætte klasse, hvor 10 kørere sagtens kan ligge indenfor et sekund i kvalifikationen. Et par tiendedele kan nemt afgøre om du er i top 8 eller ej. Og netop top 8 i heat 1 er vigtig, da startgridden vendes rundt, så den person der slutter 8’er, skal starte 1’er i heat 2. Så det er mål i sig selv at slutte i top 8 – og så kan alting ske.

Oliver Rømer Motorsport drager i hvert fald af sted til Padborg Park fulde af forhåbning på endnu en god weekend, og ikke mindst, et håb på at gearforbindelserne holder!

 

Løbet kan desværre ikke følges på TV denne gang, men teamet håber at der måske er nogle supportere, som vil tage den lange tur til Sønderjylland, og støtte op om Oliver Rømers kørsel, og ikke mindst kamp om pokaler. For motorsport skal altså opleves live og ikke kun på tv.

Tidsplanen for den kommende weekend er følgende (med forbehold for ændringer):

Lørdag
Træning 10.05
Kvalifikation 14.40

Søndag
Løb 1 09.50
Løb 2 14.40

Oliver Rømer Motorsport