DM-opstart med nordjysk dramatik.

Åge Keseler Kirketerp

Inden for Rally Cross (RC) er det svært at spotte mavesure vindere, når trioen får overrakt pokaler, blomster og champagne på sejrspodiet. Ud over sejrsglæden er kørerne ofte lykkelige over, at det potente konkurrence-materiel nåede helskindet hjem over målstregen.

- Jeg er nok uofficiel nordjysk mester i at miste topplaceringer på allersidste baneomgang, konstaterer Allan Jørgensen. - På Løvel Banen var jeg flyvende i min Opel Corsa B i SUPER 2000, men 100 meter inden målstregen sagde motoren farvel og tak, idet den stak en plejlstang ud gennem siden.

I SUPERNATIONAL - for tunede RC-racere over 2 liter - var MNJ’eren: Kenneth Konge stærkt på vej til en finalesejr i sin BMW E36: - Pludselig kom der nogle dyre lyde for motoren, som samtidig mistede power. Senere fandt vi årsagen i et smeltet stempel.

Også i den tunede 1,6 liters klasse (SUPER 1600) svigtede konkurrenceheldet for Emil Nielsen, som havde kørt imponerende i sin Citroën og præsteret andenhurtigste tid generelt: - Jeg kom for tæt og hårdt på curben, hvorved styrekuglen i venstre forhjul knækkede. Heldigvis skete det i kvalifikationsheatene, hvorfor vi med gode venners og mekanikeres hjælp fik skruet en reserve på. Jeg nåede derfor med i finalen, hvor jeg trods en glidende kobling kom først overmålstregen.


Et brændt stempel forhindrede Kenneth Konge i en triumf på Løvel Banen.

Emil Nielsen kører overbevisende hurtigt i SUPER 1600
Mathilde Lindrup scorede sin første finalesejr i Gruppe N. Frederik Lindrup var tæt på andenpladsen i Gruppe N.

For MNJ-klubkammeraten i SUPER 1600 - Morten Kok - blev der også gået til stålet: - Alting flaskede sig på Løvel Banen, hvor jeg scorede en andenplads. Herved ligger jeg på en delt andenplads i DM inden næste løbsweekend sidst i maj på Ørnedalsbanen lidt uden for Sæby.

- 2018 bliver et spændende og krævende år for MNJ på Nysum Banen, oplyser banechef Kaj Storgaard. – Vi venter godt nok til sidst i juni med at afvikle en DM-løbsweekend i Rally Cross og Cross Kart. Derimod vil efteråret blive hektisk, og hvor vi blænder op for RallyX Nordic i løbsweekenden: 11.-12. august.

På Løvel Banen var det tæt på, at søskendeparret: Mathilde og Frederik Lindrup lavede en 1-2 sejr i den serienære 1,6 liters-klasse (GRUPPE N). Frederik Lindrup ser tilbage: - Jeg fightede med sjællænderen Sonni Andersen omkring andenpladsen, og på et tidspunkt mistede han momentum. Dommerne var dog ikke helt tilfredse med min overhaling, hvorfor jeg sluttede som treer på resultatlisten. Mathilde scorede derimod en flot etter.

MOTORSPORT NORDJYLLAND