Mikkel O. Pedersen: ”Mit bedste løb nogensinde!”
Den danske Porsche Super Cup-kører blev nummer fem i Monacos snævre gader

Af teamet

Med sit hidtil bedste resultat til dato på en af verdens sværeste baner slog Mikkel O. Pedersen sit navn fast som en af de kørere, som hører med helt i toppen i verdens hårdeste mærkeklasse indenfor sportsvogne, Porsche Super Cup. I Monaco blev det søndag til en femteplads for den unge racerkører fra Struer.

”Jeg er bare så glad. Det er mit bedste løb nogensinde,” siger Mikkel O. Pedersen. ”Min ingeniør var så stolt, og han var helt oppe at køre efter løbet. Han sagde, at jeg havde bevist, at jeg kan være med, når bare tidtagningen lykkes.”

Og det gjorde tidtagningen. På den blot 3,3 kilometer lange bane – hvor der ikke bare er smalt og trangt, men heller ingen muligheder for at teste – fik han et godt udgangspunkt, da han i torsdagens træning satte fjerdebedste tid.

”Da der var 3-4 minutter tilbage af træningen, satte jeg en tid, der var få tusindedele fra Michael Ammermüller, som var bedst, men jeg havde desværre overskredet baneafgrænsningen et sted, så den tid blev taget, men jeg endte alligevel som firer,” forklarer han. ”Det betød, at jeg kunne blive sendt ud på banen som den fjerde kører til tidtagningen. Her valgte jeg lade mig falde lidt tilbage, så jeg havde luft foran mig, men jeg indhentede hurtigt køreren foran mig. Min første tid var rigtig god, og da jeg skulle gøre mit sidste forsøg, lå jeg til at kappe et par tiendedele af, da der så kom rødt flag. Men jeg skulle alligevel starte som nummer syv.”

De første omgange af løbet, der blev kørt søndag, fik Mikkel O. Pedersen det optimale ud af.

”Jeg kom godt fra start og kørte op på siden af Matteo Drudi, og så kørte vi ellers side om side hele vejen op ad bakken til Casino-pladsen, mens det svingede fra side til side,” fortæller Struer-køreren. ”Det første sving er et venstresving, og det var ikke godt, for der lå jeg på ydersiden, men da banen drejer til højre på Casino-pladsen, havde jeg så fordel af indersiden, og så var jeg fremme som sekser.”

”Jeg fik lukket hullet op til dem foran mig. Jeg dykkede indenom i hårnålen, men lå så på ydersiden i de næste sving, men jeg kom alligevel op som femmer.”

Mikkel O. Pedersen pressede på for også at komme forbi Jaap van Lagen på fjerdepladsen. På et tidspunkt var der en lille kontakt mellem de to, og da temperaturalarmen begyndte at lyse, frygtede Mikkel O. Pedersen, at køleren var ødelagt. Men det var blot på grund af slipstreaming-duellen, at der ikke kom tilstrækkelig med luft til køleren, at der kortvarigt var alarm.

”Til sidst kørte jeg faktisk hurtigere omgangstider end van Lagen, men han er rimelig dygtig. Han vandt hernede for to år siden og er svær at komme forbi. Jeg fulgte ham rundt resten af løbet og viste, at jeg godt kunne følge med,” siger Mikkel O. Pedersen.

 

Mikkel O. Pedersen pressede sin Porsche til det yderste i Monacos gader.