3-dobbelt Danmarksmester ny DTC kører
Når Danish Thundersport Championship 2018 sæsonen starter den 12. maj, bliver det med en helt ny kører på startgridden.

JJ Media

Det bliver Steffen Larsen fra Ishøj, som efter 3 Danmarksmesterskaber, og et hav af podiepladser i et bredt udvalg af danske og internationale racerklasser, nu vil være med i toppen af dansk motorsport.

I Danmark har man typisk kunne finde Larsen i Gruppe N klasserne Yokohama Cup, Advan Cup og senest Yokohama 1600 Challenge. Men han har også deltaget gennem flere sæsoner i Renault Clio Cup samt Danish Endurance Championship – foruden gæsteoptrædener i andre løbsserier.

Teamet har indkøbt en Chevrolet Camaro, som senest er blevet kørt af Christian Sørensen. Bilen har i 2017 sæsonen snust rundt omkring den generelle top-10 i de enkelte løb og vandt derudover Rookiemesterskabet. Top-10 placeringer er også målet for den snart 40 årige racerkører, der aldrig har kørt hurtigere, end han har gjort gennem de seneste sæsoner.

 

Bilen bliver den suverænt mest kraftfulde bil til dato, plus at han også lige skal vende sig til baghjulstræk, efter at have brugt størstedelen af karrieren i forhjulstrukne biler. Gennem de mange år i dansk motorsport, har han krydset klinger med flere at de kommende konkurrenter i DTC, så det giver også lidt ekstra motivation, og ikke mindst tro på, at han kan blande sig i toppen.

Teamet kommer udover det generelle mesterskab, også til at deltage i det såkaldte Rookiemesterskab, som er for nye kørere i Danish Thundersport Championship.

Planerne for 2018 er, indtil videre, at deltage i udvalgte afdelinger af mesterskabet, med sæsonstart ved Åbningsløbet på FDM Jyllandsringen i maj. Men hvis det lykkes at finde nogle flere samarbejdspartnere, kan det godt gå hen at blive til flere løbsweekender.

 

Historisk set har holdet fra Ishøj, Team Low Budget, som navnet antyder, altid kørt på et meget prisbevidst budget. De er dog også fuldt ud bevidste om at DTC er af en helt anden kaliber, end det som holdet indtil nu har deltaget i, men Steffen er fuld af gåpåmod og ser altid frem til en udfordring. Eksempelvis byggede han i den forrige sæson en Volkswagen Scirocco til brug i Yokohama 1600 Challenge, som dermed blev den første nybyggede turbobil i klassen.

Faktisk har hovedparten af bilerne, som han har kørt gennem karrieren, været hjemmebyggede. Så det at Camaro’en en helt færdigbygget bil, med kun én reservedelsleverandør, bliver lidt uvant for det hold, der dog også kender det samme koncept fra Renault Clio Cup.

Bilen er kun lige landet på værkstedet, men målet er at få minimum en testdag i den, inden at sæsonen starter den 12. maj på FDM Jyllandsringen.

Steffen Larsen og resten af Team Low Budget er i hvert fald klar til at give den fuld gas, og ser frem til de nye udfordringer i 2018.

Team Low Budget