CLASSIC RACE AARHUS OG LEGO I SAMARBEJDE

 Alstrup

FOR FØRSTE GANG NOGENSINDE INDGÅR LEGETØJSGIGANTEN SOM EN DEL AF DET STORE MOTORSPORTSEVENT. NÅR CLASSIC RACE AARHUS BYDER DE 40.000 GÆSTER VELKOMMEN 15.-17. MAJ OMDANNES ET STORT OMRÅDE I MINDEPARKEN TIL ET BØRNEOMRÅDE.


Poul Dalsgaard, direktør for Classic Race Aarhus, Philip Bay Thøgersen, Associate Brand Manager hos LEGO, og Mikkel Hofmann Larsen, Associate Trade Marketing Manager hos LEGO sammen med den imponerende Porsche 911-model (foto: Classic Race Aarhus).

”Vi er både glade og stolte over, at et så fantastisk brand vil være med hos os. Det er virkelig en blåstempling af vores festival. Det bliver en enestående mulighed for vores gæster til at kombinere motorsport, biler og kreativ leg. LEGO kommer med et stort setup, så der bliver noget for både børn og voksne,” siger Poul Dalsgaard, direktør for Classic Race Aarhus.

Under festivalen vil LEGO være synlig med udstillingsbiler på Tangkrogen, men især Mindeparken vil blive et område med biler og LEGO-aktiviteter.

En helt unik oplevelse venter publikum, når LEGO udstiller en Porsche 911. Bilen er næsten af samme størrelse som dem, der i mange år dominerede i 24-timers løbet i Le Mans – forskellen er bare, at hele bilen er bygget af de berømte klodser. Alt er som på den rigtige model af den tyske sportsvognslegende, men udført i LEGO-klodser.

Gæsterne til Classic Race Aarhus bliver også nogle af de første til at se LEGO-udgaven af en af de potente biler i den nye Fast and Furious-film, der får premiere 14 dage før racefestivalen i Aarhus. Det er endnu tophemmeligt, hvilken bilmodel der er tale om.

I børneområdet bliver der også opstillet flere specialbaner, hvor publikum selv kan prøve at styre LEGOs avancerede bilmodeller. Mange af bilerne kan styres via mobiltelefonen.

Men selvfølgelig bliver der også plads til selv at bygge en racer af de berømte klodser. Et stort bassin er fyldt med klodser, hvor far og datter eller mor og søn kan konkurrere om at skabe den flotteste og hurtigste bil.

”Det bliver fantastisk. Det er et stort skridt i vores ønske om at gøre Classic Race Aarhus til en byfest og familiebegivenhed,” udtaler Poul Dalsgaard.

Legetøjsgiganten fra Billund stiller selv med egne medarbejdere til arrangementet i Aarhus i maj.

”Vi glæder os til at være en del af Nordeuropas største racefestival. Vi kommer med produkter til både børn og voksne. Der bliver rig mulighed for at bygge og lege med sine børn under Classic Race Aarhus. Det er første gang, at vi er med i et event af denne art, hvor fokus virkelig er på biler. Vi har også mange biler i vores portefølje, så vi kommer til at udstille nogle af vores mange LEGO-bilmodeller. Blandt andet vores Land Rover Defender, Aston Martin og mange flere," siger Philip Bay Thøgersen, Associate Brand Manager hos Lego.

Hele overskuddet fra Classic Race Aarhus går til forbedring af børns trafiksikkerhed. Det har også været en vigtig grund for LEGO til at være med under Classic Race Aarhus.

 

Fakta:

Classic Race Aarhus er en non-profit-organisation og overskuddet går til at skabe bedre trafiksikkerhed for børn.  Racefestivalen er to gange blevet udnævnt til Årets Motorsports Event i Danmark, ligesom eventen har vundet en Auto Award. 1.000 frivillige hjælper til før, under og efter løbet. I 2018 blev Classic Race Aarhus overværet af flere end 42.500 tilskuere. Løbet bliver afholdt for ellevte gang 15.-17. maj 2020. Siden den første udgave af Classic Race Aarhus i 2010 er mere end 1.300.000 kroner blev doneret til projekter i form af dels kontanter, dels trafiksikkerhedsudstyr, heriblandt mere end 20.000 refleksveste.

Hit Counter